Selvfølgelig er der mange, der ikke tror på det. Ligesom der i den grad var på Paulus’ tid. Således f.eks. min for tiden yndlingsforfatter, den norske Karl Ove Knausgård, som i Weekendavisen for nylig i et essay afskrev den kristne opstandelsestro med en henvisning til ”en frygtelig mistanke”, som fra tid til anden har ”bemægtiget sig menneskene”, nemlig at opstandelsen måske simpelthen bare blev iscenesat af disciplene, og at Jesus slet ikke var guddommelig.
Nuvel, én ting er en (endnu) ikke-kristen Knausgård, noget andet og fuldstændig ubegribeligt er, at man igen og igen kan løbe ind i en variant af det i kirkelig sammenhæng. Således f.eks. i Københavns Stifts Årbog, hvor man kan læse, at opstandelsen er noget rent billedligt. ”Du skal tænke på alle de gange, hvor du oplever, at tiden bliver ophævet, og du nærmest bliver løftet op i en anden sfære. Måske under en koncert i Roskilde? På en løbetur i høj sol langs havet? Eller måske når du rører ved et flere millioner år gammelt fossil? Følelsen af, at tiden bare kværner af sted, bliver for et øjeblik bremset. (…) Dét er kødets opstandelse, og det sker hele tiden i det – kropslige – liv, vi lever lige nu. Du er stadig din krop, men du er også mere end det.”
Kødets opstandelse som et billede på noget rent dennesidigt… Dét findes i mange varianter i den danske folkekirke.
Grundlæggende handler både Knausgårds og visse kirkeliges opfattelse om noget meget basalt, nemlig at det er og bliver håbløst at kunne tro på den moderne videnskabs indsigt og samtidig tro på opstandelsen fra de døde. Men dette basale er også meget banalt. For hvorfor i al videste verden skulle kombinationen af gudstro og moderne videnskab være noget nær umulig?
En israelsk forsker, Baruch A Shalev, udgav i 2003 en bog om de sidste 100 års nobelprisvindere indenfor alle kategorier. I bogen fokuserer han særligt på nobelprisvindernes trosforhold og når frem til, at godt 65% er personligt troende kristne, 21 % er jøder, 7 % er ateister eller agnostikere, og de sidste få procenter er andre religiøse. Og de 7 % ateister og agnostikere er vel at mærke mest indenfor de litterære nobelpriser, hvorimod de kristne og jødiske fylder de videnskabelige priser.
Én atomfysiker tror på Gud, en anden gør ikke. Det gør ingen forskel i deres daglige forskningsarbejde. De vil kunne nå til de samme konklusioner indenfor deres afgrænsede forskningsfelt, og er de fagligt uenige, handler det ikke om tro eller ikke tro på Gud. Skulle de derimod forsøge at formulere et helt fundamentalt syn på livet, ville uenigheden være til at få øje på. Men det er vel at mærke ikke en uenighed, der handler om et valg mellem tro og fornuft. Det handler ganske enkelt om deres grundlæggende antagelse om livet. Tror de på, at de lever i en lukket eller i en åben virkelighed?
De, der tror på den lukkede virkelighed, tror, at alt til syvende og sidst er natur. Virkeligheden er lukket. Virkeligheden og verden findes helt og holdent i kraft af sig selv.
De, der tror på en åben virkelighed, tror – lige som de gamle filosoffer – at ”intet kommer af intet”. Verden og virkeligheden er ikke blevet til af ingenting. Der har aldrig været ingenting. Noget eller snarere Nogen var der først – som forudsætningen for, at noget overhovedet findes.
Selvfølgelig gør det åbne virkelighedssyn ikke Jesu opstandelse til a piece of cake. Vi taler jo om det enestående, det komplet unormale, og det derfor naturvidenskabeligt ubeviselige/utilgængelige. (Men derimod historisk ganske sandsynlige). Så troen er stadig i spil. Men hvis virkeligheden er større end den synlige og målelige natur, så er det uigentagelige, ubeviselige fuldt ud muligt.
Gid Karl Ove Knausgård og en række teologiske stemmer i den danske folkekirke, kunne få mere blik for det.
